Aleksandra Mir
Lollands visioner
Hvad drømmer folk om? Hvordan udtrykker man sine ønsker? Hvordan formuleres forestillinger om livskvalitet? Og hvordan lærer vi af hinandens meget forskellige livserfaringer, fejltagelser og værdier?
I Aleksandra Mirs interviewprojekt Lollands visioner indsamles gode råd og holdninger, formuleret i negativ, fra Lollands befolkning. Det vil sige råd og holdninger til, hvordan man ikke skal leve sit liv. Projektet blev formidlet fra et kontor i en tidligere mælkekondenseringsfabrik med udsigt ud over Nakskov by og havn.
Her kunne besøgende træffe aftale om et interview. Udvalgte udsagn sættes i cirkulation og sendes tilbage til offentligheden via plakater, aviser og Internet. Redaktionen opsøgte og besøgte også folk, der er socialt og geografisk isolerede – på plejehjem og hospitaler, i fængsler eller blot på landet.
Udsagnene vil blive samlet og præsenteret for politiske myndigheder, lokale biblioteker og skoler. Derudover vil de også indgå i en større global projekt- og bogserie, som bærer titlen How Not To og vil dække temaer såsom How Not To Cook, Romance, Parent, Travel, Work, Sport, Art, Nature, Pet og Live&Die.
Aleksandra Mirs antropologiske hvordan-man-ikke-projekt undersøger almene anliggender og portrætterer forskelle og ligheder mellem forskellige kulturer. Erfaringer samles og deles anonymt for at gøre vores fiaskoer og mest ærlige meninger offentlige. Hvordan man ikke flirter, opdrager, rejser og bærer sig ad i livets øvrige gøremål, giver rum til det verdensomspændende ordinære for at skabe en kollektiv og autentisk vision for, hvad det er at leve et rigt og fuldkomment liv.
Vejlegadebro 1, 4., Nakskov.
Kontoret holdt til i fabrikkens tårn.
Hvad drømmer folk om? Hvordan udtrykker man sine ønsker? Hvordan formuleres forestillinger om livskvalitet? Og hvordan lærer vi af hinandens meget forskellige livserfaringer, fejltagelser og værdier?
I Aleksandra Mirs interviewprojekt Lollands visioner indsamles gode råd og holdninger, formuleret i negativ, fra Lollands befolkning. Det vil sige råd og holdninger til, hvordan man ikke skal leve sit liv. Projektet blev formidlet fra et kontor i en tidligere mælkekondenseringsfabrik med udsigt ud over Nakskov by og havn.
Her kunne besøgende træffe aftale om et interview. Udvalgte udsagn sættes i cirkulation og sendes tilbage til offentligheden via plakater, aviser og Internet. Redaktionen opsøgte og besøgte også folk, der er socialt og geografisk isolerede – på plejehjem og hospitaler, i fængsler eller blot på landet.
Udsagnene vil blive samlet og præsenteret for politiske myndigheder, lokale biblioteker og skoler. Derudover vil de også indgå i en større global projekt- og bogserie, som bærer titlen How Not To og vil dække temaer såsom How Not To Cook, Romance, Parent, Travel, Work, Sport, Art, Nature, Pet og Live&Die.
Aleksandra Mirs antropologiske hvordan-man-ikke-projekt undersøger almene anliggender og portrætterer forskelle og ligheder mellem forskellige kulturer. Erfaringer samles og deles anonymt for at gøre vores fiaskoer og mest ærlige meninger offentlige. Hvordan man ikke flirter, opdrager, rejser og bærer sig ad i livets øvrige gøremål, giver rum til det verdensomspændende ordinære for at skabe en kollektiv og autentisk vision for, hvad det er at leve et rigt og fuldkomment liv.
Vejlegadebro 1, 4., Nakskov.
Kontoret holdt til i fabrikkens tårn.
Relateret:
Kunstnere:
Jeg opsøger mennesker, hvor jeg finder dem, støder ind i dem eller bliver kontaktet af dem, og så fortæller jeg dem om projektet. Første reaktion er altid næserynken: Hvorfor pokker skal man fortælle, hvad man ikke skal gøre? Men det skal man heller ikke! Man skal komme i en snak, og så dukker der altid en begivenhed op, vældig eller ganske lille, som er karakteristisk, klog, sjov, bedrøvelig, hvad som helst, som man kan tænke over, glæde sig over.
Der var engang en højskoleforstander på Lolland, Gustaf Bengtsson, der karakteriserede lollikerne sådan her: ”De er nogle peberbøssemænd!” Det han mente, og det gjaldt selvfølgelig begge køn, var, at de skal rystes, før der kommer noget ud af dem. Det var i 1960erne eller 70erne. Han havde ret dengang. Det har han stadig. Lolland er et særligt sted. Og det var sandt længe før.
For godt 120 år siden sad forfatteren Herman Bang på sit værelse i Hotel Skandinavien og skrev et af vores litteraturs mesterværker, romanen Tine. I pauserne stirrede han ud over Nakskov Havn og betragtede nakskovit- terne... Rolige, sindige, tilsyneladende upåvirkelige. Sådan beskrev han dem også i romanen, der blandt andet handler om den frygtelige krig i 1864 og tilbagetoget fra Dannevirke. Mens alle andre soldater og familien i det skovriderhjem, hvor de havde søgt tilflugt, sad og fortvivlede, sad lollikerne og spillede kort!
Jeg har haft fornøjelsen af at ryste peber ud af rigtig mange lollikere ved det her projekt. Hvor meget fornøjelse har lollikerne så haft ved det og ved hele det imponerende kunstopbud, som Tumult skulle vise sig at blive? Aner det ikke! Men mon ikke, de har haft en del, lige så stille.
Det har Herman Bang også en historie om. Og den er virkelig. Engang tog han og et par andre digtere til Bornholm, som jo også er en ø og et særligt sted (ligesom alle andre steder på jorden – og det er jo det geniale ved Aleksandra Mirs projekt, at det er globalt og ikke globaliseret som et hvilket som helst supermarked i en lufthavn, men netop lokaliseret). Og der på Bornholm drog de berømte københavnerkunstnere på oplæsningsturné... For lutter tomme huse hele øen rundt, Rønne, Hasle, Sandvig, Allinge, Svaneke, Nexø, Aakirkeby; hvad de nu hedder. Lutter tomme huse. De var fortvivlede, askegrå, angrebet af selvhad, men da de ankommer til Rønne på aftenen for afrejsen tilbage til hovedstaden, står hele Bornholms befolkning ved færgen for at se dem rejse; de har ikke talt om andet end dem hele ugen.
Nu har Tumult varet et par måneder... Jeg ved ikke, hvor meget man kan ryste ud af folk lige nu om oplevelsen af alle de tøjerier... Men det bliver ikke noget, de glemmer!
Gorm Rasmussen, projektets interviewer i marken
Alle de indsamlede tekster vil nu blive indsamlet og publiceret. Det bliver på den måde et værk, der kan give oplevelser måske uendeligt lang tid. Gorm Rasmussens idé at placere udstillingen på den gamle mælkekondenseringsfabriks højeste punkt gav en ekstra fantastisk oplevelse for alle besøgende. Vi vil nu undersøge muligheden for, om der kan arrangeres udstillinger i det samme lokale i fremtiden. Mange andre fortjener den oplevelse som vi, der var der, har fået og ønsker at få igen.
Preben Jelsbak, formand for bestyrelsen for Danmarks Sukkermuseum