A Kassen

Flipfacade

Hvad sker der med en by, når der opstår huller i den? Når et hus forsvinder? Lægger vi mærke til det? Og tænker vi over, hvad der kunne være i stedet?

Midt i Nykøbing Falster ligger et levende torv. Her mødes folk, spiser hotdogs og drikker kaffe på de udendørs serveringer. Torvet er et af Nykøbings smukkeste områder og omkranses hele vejen rundt af flotte facader. Med én undtagelse: Siden2003, hvor ejendommen på Torvet 4, der tidligere husede restauranten Ritz og en kinagril, brændte, har bygningen bestået af en midlertidig facade uden indsyn. Efter branden blev rummene ryddet. I 2008 blev adressen solgt på tvangsauktion. Facadens eneste funktion har været at opretholde den fornemme indramning af pladsen og undgå at blotlægge tomrummet af ukrudt, som afslører manglen på handling fra ejer og kommune. For hver dag fremstår den som en større torn i øjet på politikere og borgere, som har indsendt klager til kommunen.

Nu har A Kassen vendt facaden på hovedet. Gesimser, friser, vinduer, døre og lamper er drejet 180grader. Forskydningerne intensiverer facadens forstyrrelse og forvandler et symbol på økonomisk afmatning og spekulation til noget positivt. I stedet for at være en skamplet forekommer facaden nu monumental og nærmest skulpturel – og bliver måske byens nye seværdighed – indtil ejendommen forvandles igen, til noget mere permanent og anvendeligt. Samtidig rusker A Kassens humoristiske handling op i en aktuel debat og åbner op for nye betragtninger af ikke bare den aktuelle sag, men også den måde, hvorpå vi tackler negative symboler og udvikler og vedligeholder vores byer.


Torvet 4, Nykøbing Falster.

Adgang ubegrænset.
 
Reaktioner
Nu troede jeg endelig, at der var blevet gjort noget ved brandtomten (Ritz) Torvet 4, men så læser jeg i Folketidende torsdag 12.8.2010, at det er for at vende facaden på hovedet i forbindelse med den kommende Tumult-festival. Det, synes jeg, er at gøre grin med borgernes penge. De skulle hellere bruges på at få gjort Nykøbing F til en ren by.
Ingrid Rasmussen, Torvet 3, Nykøbing F, Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende, 24. august 2010

Det er kunst, og derfor kræver det, at folk tager stilling. Når jeg bygger et hus, skal kunden sædvanligvis bare forholde sig til helt konkrete ting som størrelse og antal rum. Med A Kassens værk skal folk tage stilling til selve den idé, der ligger i udførelsen; i handlingen at dreje en facade 180 grader. Deres opmærksomhed bliver vendt mod, om der da ikke snart skal bygges noget andet på tomten, hvor Ritz tidligere lå, og de tager pludselig stilling til, hvad der sker på Torvet – og hvad der kan ske. Hvorfor kan man egentlig ikke købe is derinde – der vokser jo kun ukrudt...? Det er bare ærgerligt, at værket ikke syner af mere, at folk har svært ved at se, at facaden er vendt på hovedet, og skal have det at vide. For det er jo oplevelsen af værket, der er vigtig – folk skal lægge mærke til det.
Murermester

Jeg er bange for, at hvis folk ikke bliver tvunget, tager de ikke stilling; sådan har det været i mange år med det nedbrændte Ritz, ingen har forholdt sig til det. Med A Kassens værk spørger folk endelig: ”Hvorfor nu det?!” og synes enten, at ”det er meget cool” eller ”noget pis at lave.”
Borger i Nykøbing

Folk stopper op og kigger nu, så det er helt klart blevet bedre – men der er jo stadig tomt inde bagved. Jeg får et traume af at kigge ned i det hul. Kommer kommunen ikke og bygger noget?
Nabo

Man kunne måske have klæbet nogle plakater omvendt på muren eller have sat en mannequin på hovedet oppe ved døren, så folk i højere grad ville have bemærket, at der var sket noget. Eller sat noget lys på om aftenen. Man kunne være kommet langt med meget få midler.
Ansat i reklamebureau

Der er i forvejen nok af tomme lejligheder hernede, der ser grimme ud, og hvor rørene stritter ud.
Borger i Nykøbing

Den omvendte facade på Torvet passer fint til den meget kedelige situation, at det nu er syv år siden, at huset brændte ned. Det har ikke været muligt at få den nye ejer til at komme med konkrete udmeldinger, så det passer rigtig godt at få vendt huset på hovedet. De reaktioner fra publikum, som jeg har hørt, er, at det så absolut er pænere end det, der var der i forvejen.
Svend Dreist, formand for Facaderådet i Nykøbing F

Der har været mange tilbagemeldinger herinde à la ”hvorfor har man gjort det – skulle det være kunst?” Personligt synes jeg heller ikke om det, det er jo helt tomt. Hvis bare man i det mindste kunne kigge ind i et hus. I stedet kigger men ind på lidt beton og græs. Men det er i hvert fald usædvanligt, og man lægger mærke til, at der er sket noget.
Ansat ved turistkontoret
Relateret:
© Copyright kunstneren/Tumult