Marie Lund
Parade
Hvad er offentlige skulpturers funktion i byrummet? Hvordan kan de gribe ind i offentligheden? Og hvad fortæller de os om vores kulturarv og fælles historie?
Marie Lunds performative skulpturprojekt tager udgangspunkt i Vordingborgs lokale bybillede og offentlige kunstsamling. I én og samme sten udhugger en stenhugger kopier af en række lokale skulpturer, som gennem tiden er blevet opført i byen.
En stor, ubearbejdet stenblok blev placeret foran Vordingborg Rådhus. I løbet af Tumults udstillingsperiode arbejdede en stenhugger med stenen, så den viste fragmenter af en række lokale skulpturer. Detaljer fra et udvalg af Vordingborgs skulpturarv kom skiftevis til syne i stenen, der mindede om, at det er mødet mellem ting, steder og historier, der engagerer og skaber oplevelser. Skulpturen, der således var i konstant forandring, var på den måde et midlertidigt monument over Vordingborgs fortid og nutid; en blanding af rekonstruktion, nedbrydning, opbygning og forvandling til eftertanke om områdets lokalhistorie og fremtid.
Skulpturen stiller spørgsmål til sig selv og sine omgivelser – den rekonstrueres, opbygges, nedbrydesog forvandles. Undervejs når værket ikke at stå blot et øjeblik som færdig form, det finder aldrig hvile og falder derfor heller ikke i søvn. De krybende kopier af Vordingborgs skulpturarv puster liv i figurerne, der ellers står for sig selv.
Rådhustorvet, Vordingborg.
Hvad er offentlige skulpturers funktion i byrummet? Hvordan kan de gribe ind i offentligheden? Og hvad fortæller de os om vores kulturarv og fælles historie?
Marie Lunds performative skulpturprojekt tager udgangspunkt i Vordingborgs lokale bybillede og offentlige kunstsamling. I én og samme sten udhugger en stenhugger kopier af en række lokale skulpturer, som gennem tiden er blevet opført i byen.
En stor, ubearbejdet stenblok blev placeret foran Vordingborg Rådhus. I løbet af Tumults udstillingsperiode arbejdede en stenhugger med stenen, så den viste fragmenter af en række lokale skulpturer. Detaljer fra et udvalg af Vordingborgs skulpturarv kom skiftevis til syne i stenen, der mindede om, at det er mødet mellem ting, steder og historier, der engagerer og skaber oplevelser. Skulpturen, der således var i konstant forandring, var på den måde et midlertidigt monument over Vordingborgs fortid og nutid; en blanding af rekonstruktion, nedbrydning, opbygning og forvandling til eftertanke om områdets lokalhistorie og fremtid.
Skulpturen stiller spørgsmål til sig selv og sine omgivelser – den rekonstrueres, opbygges, nedbrydesog forvandles. Undervejs når værket ikke at stå blot et øjeblik som færdig form, det finder aldrig hvile og falder derfor heller ikke i søvn. De krybende kopier af Vordingborgs skulpturarv puster liv i figurerne, der ellers står for sig selv.
Rådhustorvet, Vordingborg.
Relateret:
Kunstnere:
Den generelle holdning blandt dem, som kom forbi projektet, var positiv. Enkelte mente dog, at det var lidt en af en tryllekunst eller et forsvindingsnummer, hvormed de antydede, at det ikke kunne kaldes kunst. Eller de syntes, at det var synd, at skulpturen skulle væk til sidst. Men de fleste forstod ideen og syntes samtidig, at det var sjovt at se en stenhugger i arbejde.
Så på den måde er ideen og værket vel lykkedes? Er ikke sikker på, hvorvidt folk fik fat i ideen om den levende skulptur og den bagvendte arkæologi. Men et par stykker tog videre ud i byen for at kigge på de originale skulpturer, jeg kopierede. Folk fortalte barndomshistorier om stenhuggere, de kunne huske, eller om andre kunstværker, særligt Bjørn Nørgaards Slattenpatten i Næstved, som åbenbart ikke er så populær. De var bange for, at der skulle stå noget lignende der. Men en del syntes, at det ville pynte med en skulptur der, hvor Marie Lunds stod. Kan også oplyse, at folk i Vordingborg er særligt glade ved byporten med de små tykke mænd. Pyramiderne blev også nævnt en del gange.
Min egen oplevelse af at arbejde med Marie Lunds værk har været lidt sort/hvid. Forstået på den måde, at jeg overvurderede egne evner og stenens størrelse og på den måde ikke igennem hele processen var lige positiv over mit eget arbejde, set med en stenhuggers øjne. Jeg ville gerne kunne have vist lidt mere af mine evner i forhold til formgivning, men hvis det også skulle kunne ses, at jeg arbejdede på stenen, måtte jeg lade den del af opgaven lidt til siden, hvilket måske heller ikke gjorde noget, da jeg jo vidste, at jeg ville skulle hugge det væk, måske allerede samme dag. Så det blev til mange timer med rent grovhugningsarbejde, hvilket er ganske hårdt. Heldigvis blev jeg dog jævnligt forstyrret af folk, der ville snakke, og kunne på den måde holde en pause engang imellem, hvis jeg ikke selv tog en.
Jeg synes, at det har været en ganske interessant opgave, da den også satte min egen forfængelighed som stenhugger lidt på prøve. Trods den irriterende faktor, at værket skulle blive til støv, hvilket jeg dog sagtens kan se ideen i, og på ingen måde fornægter. Det var også en befrielse, at jeg i princippet ikke kunne lave nogle fejl.
Emil Frank Nielsen, stenhugger og udfører af Marie Lunds værk