Wooloo

En skøn, solrig eftermiddag i foråret, havde jeg sat to gutter, Sixten og Martin, i stævne på Næsgård – for jeg ønskede at indføre dem i det fantastiske kulturlandskab, som vi befinder os midt i, og lade det være udgangspunkt for et eventuelt kunstværk. Et landskab, der stadigvæk præger os – bevidst eller ubevidst.
Vi lever i og omgiver os med en langstrakt historie. I fortiden var der store sociale forskelle, som betød enten fattigdom for de fleste eller rigdom for de få. Det var sjældent, at man brød den sociale arv og skiftede social status. Frem til nutiden er der sket mange store udviklinger socialt, uddannelsesmæssigt, kunstnerisk og politisk. Men ser man på det kulturlandskab, vi alle færdes – og bor i – så er der ikke sket de store ændringer.

I dag er der stadigvæk spor af sociale forskelle. Men der er muligheder for at gøre noget ved sit eget liv. Det kan være svært at bryde ud af sine rammer, men skåret helt ind til benet, så har alle mulighed for at uddanne og dygtiggøre sig. Samtidig har vi fået mange systemer i samfundet, som har overtaget rollen som ”igangsætter” eller ”varetager” af forskellige opgaver. Det er præcis her, at jeg mener, at skulpturen New Life Horbelev bliver berettiget. Vi sidder og venter på, at der kommer ”nogen” forbi og sætter gang i tingene. Og når de er sat i gang, så forventer vi også, at der er ”nogen”, der varetager opgaven med at vedligeholde, bibeholde og igangholde aktiviteten, arbejdspladsen, kulturlivet, kunstudfoldelsen, indkøbsmuligheden, skolen eller andet.

Det er denne tankegang og opfattelse af det moderne velfærdssamfund, vi skal gøre op med – os der lever i de udnævnte ”udkantsområder”. Der er selvfølgelig meget delte meninger om, hvem der skal tage teten i en ny udvikling og sætte hjulene i gang. Men en ting er sikkert – sidder vi og venter, bliver vi aldrig hørt, og rykker vi ikke – så er toget kørt. Derfor opstod Nordøstfalsters Fremtidsforening – NØF – og derfor rykker vi på Nordøstfalster – fordi vi selv ved, hvad der er bedst, og hvad der skal gøres for at forbedre vores liv og levned her, fordi vi kender vores landskab og historie bedre end nogen andre, og fordi et menneskeligt fællesskab ikke kan købes for penge eller opstilles i en budgetramme.

Sixten og Martin forstod budskabet og efter to timers intensivt foredrag og rundvisning på Nordøstfalster, samt en stor fortælling om de nye tiltag med NØF som omdrejningspunkt, kørte de to hjem for at tænke tanker om en kunsthappening, installation eller andet, som kunne foregå her i området, som en del af Tumult. Først i slutningen af maj måned hørte jeg fra Wooloo igen. De ville gerne ind og arbejde med den energi, som ligger til grund for NØFs arbejde og drivkraft, og de havde nu arbejdet med deres planer og beskåret det en del – om jeg ville mødes med dem igen og høre deres nye forslag?

Vi mødtes på Fuglsang Kunstmuseum, og her afslørede Wooloo for mig, at de ville foreslå, at vi byggede en skulptur – 48 m lang og 3 m høj, hvori der skulle installeres 30 fjernsyn. Fjernsynene skulle indsamles fra 30 forskellige familier – som så skulle give deres ”tv-tid” til skulpturbyggeriet. På fjernsynene skulle der vises interviews med forskellige personer fra lokalområdet – både for og imod skulpturen – for at få et realistisk billede af , hvad der sker i et lokalsamfund, når man gør noget så anderledes som at skabe kunst i fællesskab, og ikke mindst når man ofrer sit fjernsyn i en hel uge. På hele facaden skulle der skrives ”New Life Horbelev” for at symbolisere den nye tid, vi gik ind i, og hvad der kan ske på en uge, når man går sammen i fællesskab og løfter i flok – også selvom der er modstand. De penge, som var afsat til materialer til skulpturen, ville Wooloo investere i NØF ApS, hvis vi som lokalsamfund selv kunne skaffe materialer til at bygge skulpturen. Det var jo et argument, der var til at forstå, og som vejede tungt i diskussionen – for eller imod.

De første par dage var tilslutningen ikke så stor. Men som byggeriet skred frem, og folk fik talt sammen, så blev vi flere og flere. Det mest markante ved opførelsen af skulpturen var alle de børn, der mødte op hver dag – med eller uden forældre. Der var et mylder af små og store børn, cykler, rulleskøjter, skateboards og ikke mindst en enorm interesse i at deltage i arbejdet på den ene eller anden måde, med at bygge, rydde op, hente ting, række op eller ned og ikke mindst – at male bogstaverne på skulpturen. Det var i sandhed børnenes projekt og byggeplads, og de var stolte som små paver, da vi indviede skulpturen lørdag aften. Det var vi voksne også.

Vi havde puklet som bæster en hel uge – hvor vi alle sammen også var på arbejde, i skole og alt det andet, man også skal i et liv. Lyset fra fjernsynene strålede ud i aftenen og filmene trådte tydeligt frem. Der var en stemning af glæde, forventning, stolthed og fællesskab – vi gjorde det, vi nåede det, og vi gjorde det sammen. Det var stort. Denne aften skulle i sandhed blive et perfekt og kært minde om en kæmpe indsats for fællesskabet og starten på et nyt liv i Horbelev og omegn.
Hvad er det, der gør New Life Horbelev så speciel og bemærkelsesværdig? Det er vores fællesskab. Det er vores trang til at løfte i flok og bære os selv og vores lokalsamfund ind i en ny tid, hvor det er muligt at kickstarte, forvalte og skabe de muligheder, som vi ønsker for vores liv og indholdet i tilværelsen.

Er det så kunst? Skulle Tumult ikke vise lokalt fremstillet og eksponeret kunst? JO – det er jo lige netop det, vi har præsteret, og det vi har gjort, og vi kan gøre det igen! Horbelev og omegn er fyldt med kunstnere, som vil være med til at skabe et nyt liv og sætte en ny dagsorden for, hvor det er, vi havner henne på landkortet. Vi gider ikke høre mere om ”Udkantsdanmark” eller ”baglandet” – her på Nordøstfalster kan vi nemlig selv sætte målene – og vi kan også nå dem og ikke mindst – vi kan selv udfylde dem – det er samtidskunst i højeste gear.

Kære Nordøstfalster – kære samtlige deltagere i New Life Horbelev. TAK for jeres indsats, TAK for I stillede op og ikke mindst – TAK for at vi lærte hinanden at kende. Det fællesskab, vi har knyttet, og de mål, vi har sat os, kan ingen penge i verden betale for.
Ida Stjernholm, Aastrup