nyheder

16.10.2010

Stort TUMULT-PARTY i Kilppers forladte bygning

Lørdag d. 16. oktober inviterer kunstfestivalen Tumult til åbning af Thomas Kilppers projekt Anemonevej Surprises & stor finissagefest! Der er gratis bus fra Kbh H og turen sydpå vil blive med indlagte stop ved udvalgte Tumult-projekter, før bussen lander i Nakskov. Her vil billedkunstneren Frans Jacobi stå for en byvandring, der ender ved Kilppers projekt på Anemonevej.   

Siden start oktober har den tyske kunstner Thomas Kilpper boet og arbejdet i et nedrivningsklart boligkompleks i Nakskov. Som en moderne arkæolog har han observeret de i alt fire boligblokke og reflekteret over, hvordan de er blevet tømt og forladt, og hvad det er for et kompleks, der ikke har nogen fremtid. Interventionen har aktiveret og forvandlet det voksende tomrum. Og Kilpper har kultiveret og behandlet det, samfundet har negligeret og forkastet: Et semioffentligt rum, der er privat ejet og offentligt ignoreret. Stedets skæbne får lov at hænge lidt i luften, inden bygningen bliver til affald og historien til fortid.  

Thomas Kilpper er internationalt kendt for sit unikke arbejde med træ i en arkitektonisk skala og for sin evne til at ændre historiske bygninger og rum. Hans værker rummer ofte politisk og social betydning. Med værket Anemonevej Surprises sætter Kilpper fokus på forfald og det forladte - på det, der står tilbage, når samfundet har dømt noget ude. Gennem sit arbejde reflekterer Kilpper over, hvordan ødelæggelse og udvikling hænger sammen, og hvordan man tager afsked med de historier, en bygning rummer.  

Kilpper åbner dørene til sit værk og byder velkommen i den kondemnerede boligblok i udkanten af Nakskov lørdag d. 16. oktober kl. 17. Aftenen vil foruden en rundvisning ved Thomas Kilpper også byde på livemusik og billige øl. Se programbeskrivelse nedenfor.  

Aftenens program:
•               
17:00:
 Introduktion og omvisning v. Thomas Kilpper, der vil guide rundt til installationerne i de tomme lejligheder. Boligblokken på Anemonevej er i løbet af den sidste måned blevet transformeret til et monumentalt, installatorisk værk med nye passager, anderledes udsmykninger, rumlige omstruktureringer og direkte kig til alt det bag facaden. 
•               
18:30: De lokale Nakskov-grupper Ghetto Pearls, Lop'g Boyz og Double Es spiller og danser.
•               
20:00:
 Livekoncert med Gunni og Nitterne - en københavnerkvartet, der spænder fra folk og gypsy til punkpoesi.
•               
22:00: DJ David Prytz (Kilppers assistent).   Tumult serverer billige fadøl, suppe og sprut hele aftenen, og Thomas Kilpper har indrettet et hostel til lejligheden, så medbring sovepose, hvis du vil overnatte.   For yderligere info om hjemtransport mv., se www.tumult.dk      

Overnatning: Hvis du gerne vil feste natten lang uden at tænke på, hvordan du kommer hjem, så medbring din sovepose og overnat i Kilppers enestående kunstprojekt. Der er plads til alle!

NB! Tilmelding til busturen nødvendig på info@tumult.dk. 

Tid & sted:
D. 16. oktober 2010, kl. 17.
Anemonevej 1-15, Nakskov.

 Busafgang fra København H (fra Ingerslevsgade) kl. 11.00.  Entré og bustur: gratis!


Hjemtransport: Der går tog fra Nakskov til København en gang i timen. Sidste afgang lørdag aften er kl. 22.03, ankomst i Kbh 00:39. Hvis du har lyst til at feste videre og overnatte i Kilppers midlertidige hostel, så medbring din sovepose og rejs hjem søndag i stedet. Fra kl. 6:03 er der en afgang i timen mod København.
 
Øvrig åbningstid for Anemonevej Surprises: søndag den 17. oktober - søndag den 24. oktober kl. 13-17. 
© Copyright kunstneren/Tumult