nyheder

17.05.2011

"Lollands visioner" er udkommet som bog

Hent et gratis eksemplar i boghandlen på Kunsthal Charlottenborg i København eller skriv til mkan@guldborgsund.dk.

Resultatet af den amerikanske kunstner Aleksandra Mir og Tumults interviewprojekt ”Lollands visioner” er nu dokumenteret i en lille bog. Bogen samler de råd og holdninger, i alt 69, der blev til under Tumults udstillingsperiode, hvor den lokale forfatter Gorm Rasmussen opsøgte Lollands beboere. På plejehjem og hospitaler, i fængsler og på landet indsamlede han lollikkernes råd og holdninger til, hvordan man ikke skal leve sit liv. Formålet med projektet, der er en del af Aleksandra Mirs globale projekt- og bogserie "How not to", er at dele livserfaringer anonymt for at gøre vores fiaskoer og mest ærlige meninger offentlige, så vi kan lære af dem.

Med bogen er det derfor meningen, at projektet lever videre, ved at de gode råd formuleret i negativ nu deles med offentligheden. Samtidig indgår Lollands visioner i Aleksandra Mirs globale bogserie, der dækker titler som How Not To Cook, Romance, Parent, Travel, Work, Sport, Art, Nature, Pet og Live&Die.

Du kan downloade bogen her  eller afhente et gratis eksemplar i Kunsthal Charlottenborgs boghandel, hvis du bor i Københavnerområdet. Hvis du bor på Lolland-Falster eller møn, skriv til mkan@guldborgsund.dk og træf aftale om afhentning på Guldborgsund kommune. Så længe lager haves.

God fornøjelse!
© Copyright kunstneren/Tumult